onsdag den 18. januar 2012

Påfuglens hemmelighed.......

billedet er lånt på hos-tina.dk
Jeg læste på Påfuglens hemmelighed, at en anden blogger spurgte, hvor ens interesse for haven startede.
Lise-Lotte skriver om sin barndoms haver. Det får jeg også lyst til......
Jeg blev som barn passet hos min kære Bedste(mormor). Hun boede i "Centralen"(der hvor telefondamerne sad og satte folk i forbindelse med hinanden) - den var dog i min barndom nedlagt og erstattet af en automatisk omstilling i min Bedstes baghave. Her var mørkt og kedeligt med kalksten og flint lagt en meter rundt om bygningen. Og også lidt uhyggeligt, så man skulle jo prøve at gå rundt derinde omkring.
Men resten af haven vækker gode minder. Drivhuset til tomat og agurk - hvor Tudsemor holdt fluer og snegle væk(min Bedste var selvfølgelig glad for hende, men jeg syntes hun var ækel). Urtehaven, jeg ikke var så interesseret i og roserne, som passede godt i mit alfeunivers. Min Bedste elskede Hortensia og i et lunt hjørne, havde hun havens perle: Et lille ferskentræ, som hun passede og plejede og frugterne husker jeg som mine. En meget værdifuld gave! Min Bedste havde en hængesofa, som hun sad i og nynnede. Min Bedste nynnede altid... Her håndfodrede hun gråspurve og jeg husker stadig lyden af deres pippen. Engang håndfodrede hun også ugleunger, der ikke vidste, at det var meningen, at de skulle være sky....
En anden have, der har gjort indtryk, var min kære Bedstefars(farfar). Han boede på et gammelt husmandssted med en stor urtehave. I den husker jeg specielt rabarberne, hvor også vinbjergsneglene kunne lide at være. Vi børn(vi var ofte 6-7 stykker hos ham af gangen) elskede at samle alle de snegle, vi kunne og tælle dem, inden de "løb" fra os igen. Min bedstefar havde også et rigtigt gammel selvbygger drivhus op af huset. Her var dejlige blå druer og en kakkelovn. Vi børn fik lov at tænde ild i den, når vi legede, en stor tillidserklæring, som jeg håbe,r jeg tør give videre..... Jeg husker solbær, ribs, blommer, æbler og marguritter - dem fra de gamle landbohaver. Min Bedstefar måtte dog flytte fra denne skønne plet og jeg blev ældre. Med sig havde han altid masser af pelargonier og roser. Ved graven blev han hyldet af alle sine efterladte med georginer, asters og alle de andre flotte blomster i september. Bundet af en dekoratør - men hentet i hans egen og de efterladtes haver. Det var smukt! Alle hans børn har taget havebrug med sig. Og givet videre til de fleste børnebørn.
Mine forældres have har gennem hele mit liv, været deres hobby. Men det er en stor opgave at beskrive haven. Jeg har lokket for min mor, så hun kan lave sin egen blog. Tror det vil lykkes og så kan jeg jo vise jer rundt der.
Det var en lille historie om haver, der har haft stor betydning for mig. Håber også at min interesse for haven får betydning for nogle af mine efterkommere. Min Ida på næsten 8 år har allerede interessen. Hun elsker flotte blomster og for et par somre siden, da hun var på ferie hos mine forældre, spurgte hun Bedste, om hun måtte plukke nogle blomster. Det måtte hun da selvfølgelig! Og glad var hun da hun kom tilbage med den smukkeste..... Den ene Calla, som min mor hægede om og hver dag gik ud i haven og beundrede....... Men den dag lærte Ida så lidt om, at man også kan nyde de smukke blomster i haven.....

5 kommentarer:

  1. Dejlige minder du har. Man kan jo helt klart høre hvor du har haveinteressen fra :-)
    Det er rigtigt, at der er gang i en masse fortællinger fra barndommens have. Du kan se mere her hos Staudefeen: http://staudefeen.blogspot.com/2012/01/min-barndomshave.html
    Det er bestemt interessant læsning.

    SvarSlet
  2. Du har da været heldig, med sådan en påvirkning.
    Kan da godt forstå din glæde ved have, for den bringer jo gode minder frem. Tak for historien.

    SvarSlet
  3. Dejligt at læse om minder fra din barndom, minder omkring haver og bedsteforældre, det er da hyggeligt. Jeg går også og brygger på en historie om barndomsminder.
    Klart din datter valgte den smukkeste og eneste calla, men så lærte både hun og din mor noget den dag :o)

    SvarSlet
  4. Tak for fortællingen, det var spændende at læse :o)

    Ha en go aften...

    SvarSlet
  5. Åhh sikken skøn fortælling. Jeg kan næsten se det for mig. Får de skønneste billeder frem. Sikken skønne bedsteforældre du har haft. Begge steder.

    Det er simpelthen så hyggeligt og høre jeres historier fra barndommens haven, ja i det hele taget historier.

    Tak for din. Den var meget smuk.

    Hilsen Lise Lotte

    SvarSlet